Opvækst, uddannelse, præstevielse (1483–1509)

Martin Luther blev født i en småborgerfamilie i Eisleben den 10. november 1483 og blev døbt dagen efter i St. Peters- og Paulskirken. Han blev opkaldt efter dagens helgen. (Den 11. november er i den katolske kalender mindedagen for Martin af Tours.) Han voksede op i Mansfeld (nær Eisenach), hvor hans far Hans Luder (fra Lothar) arbejdede i kobberminerne. Faren kom senere i byrådet i hjembyen. Her blev Martin præget af hele atmosfæren af senmiddelalderlig folkefromhed. I den spillede troen på hekse og djævle en ikke ubetydelig rolle sammen med anden overtro. Samtidig var han stærkt bundet til kirken. Man levede i kirken og med kirken, sådan som kirken levede i og med folket. Martins uddannelsesvej var også tæt forbundet med det kirkelige liv: latinskole i Mansfeld (1489-95) og i Magdeburg (1495-97), hvor han boede hos Brødrene af Fælleslivet og blev kendt med «Devotio Moderna». Derefter skole i Eisenach (1498-1501). Fra 1501 studerede han i Erfurt, hvor han i 1505 afsluttede med det filosofiske grundkursus som magister artium.

Opholdet i Erfurt kom til at få stor betydning for hans teologiske kurs. Her underviste man i den occamistiske-nominalistiske «via moderna» i filosofi og teologi. Denne skoleretning inden for katolsk teologi havde ingen stor tilslutning i det øvrige Europa , men i Sachsen stod den stærkt. Det var farens vilje, at Martin skulle blive jurist. Men da han den 2. juli 1505 befandt sig ved Stotternheim på vej til Erfurt, kom han i samvittighedsnød, da lynet slog ned nær ved ham. I en bøn om hjælp lovede han at blive munk, hvis den hellige Anna reddede hans liv. (Anna er ifølge traditionen Jomfru Marias mor og blandt andet minearbejdernes skytshelgen). Noget overilet, men ikke uden indre forberedelse, meldte han sig den 17. juli hos augustiner-eremitterne i Erfurt. Efter prøvetiden modtog han præstevielsen i Marienkirche i Erfurt den 4. april 1507 af hjælpebiskoppen af Mainz, Johan Bonemilch von Laasphe, som boede i Erfurt. Den 2. maj fejrede han sin første messe i augustiner-eremitternes kloster. På grund af sin begavelse og uddannelse blev han først derefter udset til at læse teologi ved universitetet i Erfurt. Her byggede teologistudiet i høj grad på Gabriel Biels strengt nominalistiske teologi.

Undervisning i Wittenberg (fra 1509)

Luther fortsatte teologistudierne i Wittenberg (1508/09) mens han underviste i filosofi og tog den teologiske doktorgrad efter et afbræk 1510/11). I denne periode var han også i Rom som officiel repræsentant for klosteret. Efter ønske fra sin ordensforesatte Johan von Staupitz' overtog han stillingen som teologisk professor ved universitetet i Wittenberg i 1512. Hans opgave var først og fremmest at holde forelæs-ninger over Bibelen. Han tog fat på forelæsninger over Salmerne (1513-15), Romerbrevet (1515/16), Galaterbrevet (1516/17), Hebræerbrevet (1517/18), og igen over Salmerne (1518/19). I 1517 ændrede han sit efternavn Luder til Luther (hentyder til det græske ord ελευθερος, eleutheros = Den befriede, Befrieren).

Tårnoplevelsen

I denne forbindelse spiller den berømte «tårnoplevelse» (Turmerlebnis) i tårnværelset i klosteret i Wittenberg en rolle. Under refleksion over Rom 1,16-17 gik betydningen af Guds «retfærdighed» op for Luther. Et spørgsmål, som længe havde optaget ham, var: «Hvordan kan jeg finde en nådig Gud?». Nu opdagede han, at den «Guds retfærdighed» som omtales i Rom 1,17, ikke er den strenge dømmende retfærdighed hos en Gud, som i ubønhørlig hårdhed holder dom over den arme synder. Det er tværtimod en nådens retfærdighed. Det er en retfærdighed, Gud skænker os og ikke kræver af os. Evangeliets budskab i Romerbrevet er netop, at Guds retfærdighed er noget, som han skænker os, og som vi modtager ved troen. Det er en skænket retfærdighed, hvis indhold er Kristus og hans frelsergerning. En del lutherforskere betragter ikke tårnoplevelsen som det skelsættende punkt i Luthers udvikling, og fremholder at hans «reformatoriske opdagelse» sikkert voksede frem gradvis

Kamp mod afladshandelen (1517–1518)

Som præst og sjælesørger i Wittenberg lærte Luther de skæbnesvangre følger af dominikaneren Johan Tetzels overfladiske afladsforkyndelse at kende. Han forfattede så - på latin - 95 teser som udgangspunkt for en diskussion om afladens brug og væsen. Den 31. oktober 1517 sendte han dem til ærkebiskoppen af Magdeburg og Mainz, Albrecht af Brandenburg og biskoppen af Brandenburg, Hieronymus Schultz, og til nogle lærde venner. Teserne angreb ikke afladen i sig selv, men reagerede på misbrug og en groft materialistisk indstilling. Mod dette stillede han sin nyvundne lære om troen som den afgørende faktor i frelsesbegivenheden. I sit private følgeskrift til de nævnte biskopper bad han om opklaring og krævede, at afladsprædikanterne skulle pålægges tilbage-holdenhed. Nogen måneder senere, ved disputatsen i Heidel-berg i maj 1518, tog Luther ikke afladen i sig selv op til behandling, men den teologi som var med på at lægge grundlaget for afladen.

Blev teserne slået op på kirkedøren

Ifølge historien blev de 95 teser sat op på døren til slotskirken i Witten-berg. Teserne var imidlertid affattet på latin og var i første omgang blot en indbydelse til en akademisk drøftelse af sagen. Dette bygger blandt andet på den version af Luthers historie, som blev udarbejdet af Philipp Melanchthon i 1546. Samtidig sendte Luther teserne til de førnævnte biskopper og til vennerne Johan Lang i Erfurt og Christoph Scheurl i Nürnberg. Nogle forskere betvivler, at Luther rent faktisk slog sine teser op på kirkedøren, da det let ville blive opfattet som en uheldig provokation. Hvis man tager i betragtning, at teserne var skrevet på latin og ikke tysk, er det dog ikke helt usandsynligt, at historien faktisk er korrekt. Det var Scheurl, som lod teserne oversætte til tysk og fik dem trykt, uden at Luther vidste det eller ville det, og snart blev de kendt i hele Tyskland.

Reaktioner på teserne

Offentliggørelsen af teserne fik en uventet virkning, i begyndelsen til Luthers oprigtige forskrækkelse. Det viste sig, at der var en vidt udbredt uvilje og harme over den usalige handel, som den romerske ledelse, ærkebiskop Albrecht og Fuggernes bank drev med afladen, og som dominikanerne havde gjort sig til håndlangere for. De fleste opfattede Luthers teser som en åben protest og så ikke noget dybere teologisk anliggende i dem. Ærkebiskop Albrecht indklagede Luther for Rom, uden at værdige ham selv noget svar. Ærkebiskoppen led selv et økonomisk tab, da afladsforkyndelsen måtte afbrydes, og han fik ikke den fortjeneste, som han var blevet lovet af Fuggernes bank. I juni 1518 blev kætterprocessen mod Luther åbnet i Rom. Luther havde som udgangspunkt søgt samtale og diskussion, ikke strid. Han var imidlertid meget lidt tilfreds med sine «samtalepartnere». Lokalt i Tyskland engagerede Johann Tetzel sig kraftigt, også for at forsvare sig mod det, han opfattede som et fortegnet billede af sin forkyndelse. Den romerske kurie kom efter nogle måneder på banen. Dialogen gik hurtig i stå, fordi Luther blev mere og mere afvisende over for sin romerske modpart Mazzolini (også kaldt Prierias), og til sidst i 1519 holdt han helt op med at svare ham.

Luther for Cajetan (1518)

Det var meningen, at Luther skulle forsvare sig i Rom. Men kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen udvirkede, at han ikke blev afhørt i Rom, men i stedet af kardinal Cajetan, som var til stede på rigsdagen i Augsburg. De to mødtes første gang den 11. oktober 1518. Her nægtede Luther at tilbagekalde noget, rejste i hast fra Augsburg og tilbage til Wittenberg, hvor han ankom på selve årsdagen for de 95 teser. I løbet af året havde han vundet megen støtte hos fyrsterne. Han klagede over kardinalen til paven. Dermed var det hele for alvor sat i bevægelse. Paven selv engagerede sig nu direkte i spørgsmålet med bullen Cum Postquam (8. november 1518). Her udlagde han den katolske afladslære, indrømmede ganske vist misforhold inden for afladshandelen, men modsagde ellers direkte Luthers principielle standpunkter. Snart efter, den 28. november 1518, appellerede Luther til et almindeligt kirke-møde. Luther opfattede situationen som truende, og kort tid efter tilbød han at gå i eksil for ikke at sætte kurfyrsten og Sachsen i et dilemma. Men kurfyrst Frederik den Vise bestemte sig for at holde sin hånd over ham (18. december 1518). Også den pavelige udsending Karl von Miltitz engagerede sig i dialog med Luther i 1519, uden at det førte til noget varigt resultat.

Disputatsen i Leipzig og dens virkninger (1519–1520)

Teologen Johan Eck (1486–1543) i Ingolstadt havde beskæftiget sig med Luthers teologi siden 1517 og var en af de første som indså, at de 95 teser pegede ud over deres direkte sigtemål - en korrektion af afladspraksisen. De stillede i virkeligheden også spørgsmål ved afladens væsen, ved pavens myndighed til at give aflad, og endelig ved den sakramentale struktur ved kirken selv. Ved disputatsen i Leipzig mod Karlstadt og Luther (27. juni–16. juli 1519) forsvarede Eck kirkens lære. Det drejede sig ikke længere om aflad, men om pavens magt, om kirkemødernes ufejlbarlighed og om sakramenterne principielt. Luther forkastede, at pavens overhøjhed (primat) er begrundet i Bibelen (Mat 16,18) og hævdede, at de almindelige kirkemøder kunne tage fejl, således havde f.eks. koncilet i Konstans taget fejl i sagen mod Johan Huss. Opfattelsen af, hvem der kom bedst fra disputatsen var delt. Ecks argumenter bidrog sikkert til at fremskynde en skarpere afvisning hos Luther af grundlæggende dele af katolsk lære. Men efter disputatsen var Sachsens hertug Georg entydigt i den katolske lejr. Eck blev også hyldet som den sejrende part af teologerne i Leipzig, som overøste ham med udmærkelser.

Luthers holdning til paven skærpes

Hvad gælder Luthers indstilling til paveembedet, er det uklart om omslaget virkelig kom efter disputatsen. Før disputatsen skrev Luther rigtignok (3. marts 1519) i et brev til pave Leo X, at «for Gud og hans skabning vidner jeg, at jeg ikke har ønsket, ej heller nu ønsker, at rokke ved eller undergrave den Romerske Kirkes eller Deres Helligheds myndighed». Men lidt senere skrev han, at han var «usikker på om paven er Antikrist eller hans apostel». Og i februar takkede han Scheurl for det krasse kampskrift mod paven, som han havde tilsendt ham («Julius' og St. Peters dialog») med ordene, at han var meget fristet til at oversætte det til folkesproget for folkets skyld. Men i alle fald - efter disputatsen gav Luther uden omsvøb udtryk for at paven var Antikrist, Kristi onde modstander, som førte menneskene ud i elendighed. Han havde sat sig selv i Kristi sted og dermed udfordret Guds vrede. Med tiden forstærkede disse forestillinger sig hos Luther: Paven blev for ham Antikrist i egen person.

Fra bullen Exsurge Domine til bandlysningen (1520–1521)

Den romerske proces mod Luther var standset på grund af valget af en ny kejser og blev ikke genoptaget i Rom før i begyndelsen af 1520. Johan Eck rejste selv til Rom for at få gang i sagen. Den 15. juni 1520 kom så bullen Exsurge Domine fra pave Leo X. Den fordømte 41 læresætninger fra Martin Luthers skrifter og krævede, at han skulle trække dem tilbage inden 60 dage eller risikere ekskommunikation. Bullen repræsenterede den første officielle stillingtagen fra Pavestolen mod den begyndende lutherske reformation.

Bullen forkyndes i Tyskland

Paven udnævnte Johan Eck til at proklamere bullen i Tyskland. Hans ankomst sommeren 1520 udløste voldsomme mishagsytringer; det var ikke muligt for ham at forkynde bullen mange steder. Bullen havde ingen virkning på Luther udover at befæste ham i hans standpunkter og skærpe den polemiske tone.

Fire reformatoriske hovedskrifter

Efter bandtrusselen udgav Luther fire skarpe programmatiske reformatoriske skrifter: Det politiske Til den kristne adel af den tyske nation (august 1520), hvor Luther henvender sig til kejser og rigsstænder, en opfordring om et nationalkoncil, som skal iværksætte reformer; alle samfundslag er lige, fordi alle døbte har del i det almindelige præstedømme, Det dogmatiske Om kirkens babylonske fangenskab (oktober 1520, på latin), hvor Luther angriber katolsk sakramentlære og reducerer sakramenternes antal fra syv til to, eventuelt tre (dåb, nadver og skriftemål), Det lille evangeliske Om et kristenmenneskes frihed (november 1520), hvor Luther fremhæver at Guds nåde kun kan erfares ved troen (Sola gratia, Sola fide). Det etiske Om de gode gerninger (december 1520), hvor han udfolder synspunkterne for den evangeliske etik i form af udlægning af de 10 bud.

Det endelige brud

Luther fuldførte bruddet fra sin side den 10. december 1520 ved at arrangere en offentlig bogafbrænding af bullen i Wittenberg. Samtidig brændte han også sine modstanderes skrifter og de kirkelige retsbøger. Man kan derfor med god ret hævde, at denne dato snarere er den egentlige reformationsdag end opslaget af teserne 31. oktober 1517. Den 3. januar 1521 blev han bandlyst i Rom med bullen Docet Romanum Pontificem.

Rigsdagen i Worms (1521)

Luthers popularitet i Tyskland var stærkt stigende, både blandt fyrster og i brede lag af befolkningen. Men den nye kejser Karl V, som var blevet kronet i Aachen den 23. oktober 1520, havde til hensigt at rejse en rigssag mod ham, så snart han var blevet bandlyst af kirken. Han indkaldte derfor rigsstænderne til rigsdag i Worms. Alene efter pres fra Frederik den Vise af Sachsen gik han med til, at Luther først skulle udspørges på rigsdage.

Luther for rigsdagen

I marts gav kejseren Luther frit lejde til og fra Worms. Hans rejste til Worms, ledsaget af tro medarbejdere som Justus Jonas, var et triumftog, og han prædikede for folket i Erfurt, Gotha og Eisenach. Luthers indtog i Worms den 16. april 1521, højtidelig ledet af den kejserlige herold, gav ikke indtryk, at det var en slagen mand, som ankom. Den 17. og 18. april stod han frem for rigsdagen og fastholdt og forsvarede sine skrifter. (Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller tilrådeligt at handle mod ens samvittighed.) Kejseren holdt næste dag også en tale, hvor han beklagede, at han havde tøvet med at tage forholdsregler mod Luther. Han bekræftede Luthers frie lejde, men sagde at han herefter ville betragte ham som kætter og opfordrede rigsstænderne til at gøre det samme. (For flere detaljer, se Rigsdagen i Worms). I slutningen af april forlod Luther Worms, og blev «bortført» af hertug Frederiks folk (efter aftale) og bragt i sikkerhed på borgen Wartburg den 4. maj.

Wormser-ediktet

Luther blev så erklæret fredløs ved Wormser-ediktet af kejseren. Ediktet rejste rigssag mod ham og hans tilhængere. Det indeholdt også fordømmelser af Luther og erklærede ham for kætter på grund af hans afvisning af den katolske kirkes lære, især omkring sakramenterne og af messen og hans kritik blandt andet af pavedømmet, koncilerne og en række kirkeskikke. Augustinermunken blev desuden anklaget for at opildne til strid og ødelæggelser. Ediktet blev ikke offentliggjort før på rigsdagens sidste dag, efter at mange var rejst. Forsøg på at håndhæve en udlevering af Martin Luther slog fejl, fordi han allerede var på Wartburg. Også på langt sigt blev det vanskeligt at gennemføre ediktet. Kejser Karl, som havde gjort gennemførelsen af ediktet til sit program, blev nu væk fra Tyskland i hele ni år. Imens kunne Luthers lære uhindret slå rod.

I tilflugt på borgen Wartburg (1521–1522)

Luthers næsten et år lange ophold på Wartburg var en ny vigtig oplevelse (fra april 1521 til marts 1522), borte fra klosterlivets religiøse rutiner og andre ydre forpligtelser. Han havde nu tid til egne projekter og eksistentielle og teologiske refleksioner. I forklædning som Junker Jörg rejste han af og til rundt i omegnen og blev bedre kendt med den almindelige tyskers vilkår og ikke mindst sprogbrug. Allerede i foråret 1521 havde en enkelt præst giftet sig. Luther havde rost ham for det, skønt det stred mod rigets love. Mens Luther holdt sig i skjul, rullede reformationen videre. Stadig flere ordensfolk forlod deres klostre. I januar 1522 gav ledelsen for augustiner-eremitterne i Weimar tilladelse til at alle medlemmer kunne træde ud af ordenen, og snart var deres tyske provins helt opløst. Nu blev det til en regulær klosterflugt, og mange steder lukkede hele klostre deres porte.

Luther-bibelen

Det var på Wartburg, Luther begyndte sit store oversættelses-arbejde af Bibelen på tysk. Med hjælp fra Melanchthon, Spalatin og andre fuldførte han sin oversættelse af Det nye testamente fra græsk til tysk i 1522 – det meste af arbejdet havde han gjort på kun elleve uger under opholdet på Wartburg på grundlag af Erasmus' udgave (1516) af det Ny Testamente på det originale græsk. «Luther-bibelens» sproglige kvaliteter kom til at betyde meget for udformningen af et tysk fællessprog og er blevet kaldt «en sproglig genial personlig præstation» (Josef Lortz). Den sproglige kraft og oversætterens berømmelse gjorde, at den snart blev vidt udbredt. Førsteudgaven, den såkaldte september-udgave, blev solgt så hurtigt, at en ny udgave måtte trykkes allerede i december. Selv om oversættelsen fra et filologisk synspunkt var uden sidestykke i tysk sproghistorie idet den med ét slag skabte grundlaget for «Hochdeutsch» (højtysk), indeholdt den teologisk tendentiøse fejl, som gjorde det nødvendigt med senere revisioner. Foruden at være en bibeloversættelse var den et angrebsvåben mod den gamle kirke. Den indeholdt også illustrationer, som gjorde nar af pavedømmet. Oversættelsen af Det gamle Testamente tog længere tid og var ikke færdig før i 1534.

Wartburg-postillen

Mens han var på Wartburg udarbejdede Luther også en «Kirkepostil», kendt som «Wartburg-postillen». En postil er en samling prædikener over alle kirkeårets evangelietekster og epistler, som præsterne i nødstilfælde kunne læse op fra prædikestolen under gudstjenesten eller bruge i deres prædikenforberedelse. Wartburg-postillen, som Luther udarbejdede på opfordring af kurfyrst Frederik den Vise, udkom i to dele: prædikenerne til advent (Adventspostillen 1522) og jul (Julepostillen 1522). Først i 1525 fik Luther tid til at fortsætte arbejdet med prædikener frem til og med langfredag (Fastepostillen 1525). Og med kollegers bistand udkom prædikenerne til resten af året i 1526 (Denne del kaldes ”Roths Sommerpostil” efter redaktøren).

Nye kampskrifter

Samtidig forfattede han også små lejlighedsskrifter, som Om munkeløftet. Med dem indledede han en lang række kampskrifter, hvor han ofte kritiserer katolsk lære og katolske skikke. Han kritiserede også det, som man skulle mene stod ham særlig nær personlig: munkestanden, cølibatet, messeofferet, den præstelige tjeneste, osv. Hans svar på kritik fra Latomus af Leuven, Hieronymus Emser og fra det teologiske fakultet ved universitetet i Paris, har ofte en grov karakter, hvor de får tørt på. Hans kommentar til den nyudsendte pavelige skærtorsdagsbullen «In coena Domini» på folkeligt tysk, spiller på utilsløret folkelig humor og krydser også grænserne for, hvad man opfattede som religiøst anstændigt. Den ligefremme form og tone i disse skrifter, som takket være bogtrykkerkunsten fik hurtig spredning, bidrog til at skærpe den almindelige atmosfære, men Luther forsvarer sin stil bla. i indledningen Om den trælbundne vilje.

Billedstormen i Wittenberg og bruddet med Andreas Karlstadt (1522)

I december 1521 kom det til tumulter i Wittenberg, hvor billedstormere som Andreas Karlstadt og andre påberåbte sig en særlig inspiration fra Helligånden. De bekæmpede barnedåben og anstiftede vidtgående uro. På anmodning fra Melanchthon forlod Luther sit eksil på Wartburg i marts 1522 for at genoprette ro og orden. Han rettede massiv kritik mod Karlstadt og erklærede en række af reformerne som ugyldige eller forhastede. Karlstadt svarede med et skarpt skrift mod Luther, og dermed var de gamle meningsforskelligheder mellem de to (som i udgangspunktet ikke havde været af teologisk, men snarere af strategisk art) vokset til noget mere uigenkaldeligt. I 1523 vendte Karlstadt ryggen til Luther og Wittenberg, og i 1524 fik Luther ham fordrevet fra Sachsen. Luther fik meget at tage sig af overfor «sværmerne» i Wittenberg. Til dem havde Thomas Müntzer sluttet sig. Disse sværmere påberåbte sig, at Gud ikke bare har åbenbart sig ved «Skriften alene» (Sola scriptura), men lige så meget gennem det «indre lys», det «åndelige ord». Under bondekrigen blev den teologiske strid yderligere skærpet.

Bondekrigen og fyrstereformationen (1524-1525)

Bondekrigen (1524–25) havde primært økonomiske og sociale årsager, men tidspunktet og omfanget af udbruddet var delvis en følge af Luthers forkyndelse. Mange bønder var af den opfattelse, at Luthers skarpe kritik af kirkelig øvrighed og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed indebar, at han også støttede angreb på den sociale orden. En række af territorialfyrsterne var også kirkelige embedsbærere.

Krigens forløb

Opstandene brød ud sent i 1524 og greb om sig særligt i Schwaben, Franken, Elsass og Thüringen. Efterhånden som Thomas Müntzer blev en fremtrædende lederskikkelse, udviklede oprøret sig til en regulær krig. Den anabaptistiske bevægelse (gendøberne, af deres modstandere kaldt «sværmerne») fik dermed øget vind i sejlene. Til at begynde med virkede det, som om Luther støttede bønderne, fordi han fordømte mange af de trykkende ordninger, de led under. Men som krigen udviklede sig og det kom til voldelige sammenstød i områder i Luthers hjemegn, så han for sig, at stat, kirke, ejendom og familie stod i fare. Luther var oprigtig bange for, at evangeliets religiøse frihed totalt ville blive opslugt og kvalt af en social frihed, at evangeliets indre frihed blev ændret til et politisk program. Småfyrsterne forenede nu deres kræfter, og Luther støttede dem i deres forehavende om at slå oprøret ned. Den 6. maj 1525 opfordrede han fyrsterne i skriftet «Mod bøndernes myrdende og røvende bander» til at gøre deres pligt og slå oprørerne ned som gale hunde: «Stik, slå, dræb ... Dør du, så er du salig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord ...». Mange af oprørerne betragtede Luthers ord som forræderi. Andre opgav straks, de forstod, at de ikke havde støtte hverken fra kirken eller fra kirkens hovedmodstander. I juni 1525 var oprøret knust.

Fra folkebevægelse til fyrstereformation

Bondehæren blev tilintetgjort, og dette blev også et vendepunkt i reformationens historie. Bønderne var skuffede over Luther; mange vendte tilbage til den gamle kirke eller flygtede ind i sekter eller gendøberbevægelser. Luther mistede meget af sin popularitet i befolkningen. Tilknytningen til territorielle fyrster førte imidlertid til den såkaldte «fyrstereformation». Reformationen blev forordnet ovenfra. Den kirkelige magt blev overført til fyrsterne. Dermed havde man egentlig også prisgivet den «åndelige kirke» som Luther havde kæmpede for. Blandt de første fyrster, som indførte reformationen «ovenfra» på denne måde, var landgreve Philipp af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der. Udviklingen kunne blive meget forskellig, efter hvilke territorier og byer det gjaldt. Den videre udbredelse af reformationen var først nu begyndt, men tingene skete ikke længere spontant.

Bruddet med Erasmus om viljens frihed (1525)

Disse første år havde reformationen en del støtte fra mange humanister, men den mest indflydelsesrige af dem, Erasmus af Rotterdam, tøvede med at tage stilling. Men i 1524 blev det åbenlyst at Erasmus definitivt sagde nej tak. I sit værk De libero arbitrio (1524 – Om den frie vilje), analyserede han det, han opfattede som Luthers overdrivelser om den menneskelige friheds begrænsninger. Luther tog dette ilde op og svarede med De Servo Arbitrio (1525 - Om den trælbundne vilje), hvor han ikke bare angreb Erasmus' værk, men også Erasmus personligt.

Ægteskabet med Katarina von Bora (1525)

Den 13. juni 1525 giftede Luther sig med den tidligere nonne Katarina von Bora, som sammen med elleve andre nonner var rømmet fra deres kloster Marienthron i Nimbschen sydøst for Leipzig i april 1523. Luther hjalp dem, som havde brug for hans hjælp til at finde ægtemænd. Den, som Katharina ønskede at gifte sig med, kunne ikke på grund af modstand fra sin familie. Luther prøvede da at gifte hende bort med en mand næsten fyrre år ældre end hende, en præst omtrent 60 år gammel. Katarina nægtede; hvis hun ikke blev gift enten med en Nikolas von Amsdorf (46 år) eller Martin Luther (41 år), agtede hun at leve ugift resten af livet. Ægteparret fik seks børn: Johannes (Hans) (7. juni 1526 - 28. oktober 1575) blev kansler hos Hertug Albrecht af Preußen. Elisabeth (10. december 1527 - 1528) dør 8 måneder gammel. Magdalene (4. maj 1529 - 1542) bliver kun 13 år. Martin (9. november 1531 - 3. maj 1565) blev teolog. Paul (28. januar 1533 - 8. marts 1593) blev kursachsisk livlæge. Margarethe (17. december 1534 - 1570), alle efterkommerne af Martin Luther stammer fra hendes ægteskab.

Konsolidering af reformationen (1526-1530)

I de følgende år tog den nye kirke form i Sachsen. Luthers gudstjenesteordning blev indført i 1526 (Deutsche Messe und Ordnung des Gottesdienstes). Fra oktober 1528 til januar 1530 var han engageret i kirkevisitationerne, som gav den saksiske kirke sin form. Han arbejdede også videre på sin bibeloversættelse og var en fremragende salmedigter.

Bruddet med Zwingli (1529)

I 1529 kom det endelige brud mellem den saksiske (lutherske) reformation og de svejtsisk/ sydtyske reformatorer. På rigsdagen i Speyer 1529 blev det endelig vedtaget at iværksætte Wormser-ediktet. Da fremlagde de nytroende stænder for første gang en åben protest mod religiøs tvang. De kaldte sig nu «protestanter». Landgreve Philipp af Hessen ønskede nu at bilægge uenighederne blandt reformatorerne og indkaldte til religionssamtalerne i Marburg i oktober. Projektet strandede på uenigheden mellem Luther og Zwingli om nadveren. Luther holdt fast på Kristi reelle og legemlige nærvær i nadverens brød og vin, mens Zwingli bare ville forstå det symbolsk. «De har en anden ånd end os», sagde Luther ved bruddet.

Luthers Lille og Store Katekismus (1529–1530)

Under sine rejser rundt til menighederne for at vurdere folkets religiøse opdragelse, indså Luther, at forholdene var elendige. «Almindelige mennesker, særlig i landsbyerne, har overhovedet ikke nogen kundskab om kristen lære» (forord til Den Lille Katekismus). Derfor udarbejdede han sin Lille og sin Store Katekismus, udgivet i 1529 og 1530.

Confessio Augustana, Rigsdagen i Augsburg (1530)

Bruddet med zwinglianerne indebar, at de saksiske (lutherske) og de sydtyske stænder fremstod med hver sin bekendelse under rigsdagen i Augsburg 1530. Den saksiske var udarbejdet af Luther og hans dygtigste teologiske medarbejder og ven Philip Melanchthon, som havde udarbejdet Confessio Augustana. Den blev oplæst på rigsdagen den 25. juni 1530 og fremlagde den nye lære så upolemisk som muligt. Man nedtonede forskellene til den katolske lære og fastholdt alene den reelle uenighed i de helt centrale spørgsmål. Den bandlyste Luther kunne ikke selv være til stede på rigsdagen, men fulgte nøje med fra borgen Koburg, hvor han pr. brev var i kontakt med sine tilhængere. Han frarådede at give yderligere indrømmelse til de svejtsiske protestanter og katolikkerne. Jeg bryder mig slet ikke om, at vi forhandler om enhed i læren, for det er umuligt, så længe paven ikke vil give afkald på sit pavedømme ... Håber vi nu, at omvende paven til sandheden?, skrev han til den saksiske kurfyrste, som var i Augsburg. Man fulgte i stor udstrækning Luthers råd fra Koburg. Landgreve Philipp af Hessen forlod Augsburg i protest; Melanchthon var mere usikker. Forhandlingerne brød sammen. Rigsdagen blev afsluttet 23. september 1530 med et skrift, hvor man krævede at protestanterne inden 15. april 1531 skulle give deres tilslutning til den katolske lære på de punkter, som stadig stod åbne. De protestantiske stænder protesterede igen.

Luther fastholder sin kurs

Også i de følgende år holdt Luther igen og frygtede, at «eftergivenhed» kunne true den evangeliske friheds fremtid. I denne ånd forfattede han i 1537 de schmalkaldiske artikler (efter Schmalkalden-forbundet, et forsvarsforbund oprettet af protestantiske fyrster og byer i 1531), i 1541 afviste han formidlingsforslagene fra Regensburg, og i 1545 protestantisk deltagelse på Tridentiner-koncilet.

Philipp af Hessens «dobbeltægteskab»

At Luther var bevidst om betydningen af at holde sig gode venner med de reformatoriske territorialfyrster, viser hans håndtering af Philipp af Hessens ønske i 1539 om at lade sig skille for at gifte sig med sin elskerinde. Luther var så meget imod en skilmisse, at han hellere så, at fyrsten indgik et dobbeltægteskab (bigami). Luther mente ganske vist ikke, at man kunne gøre flerkoneri til en almen gyldig regel, men han mente på den anden side heller ikke, at han kunne forbyde fyrsten dette. Det var tilladt i Moseloven og ikke udtrykkelig forbudt i evangelierne. Ægteskabet fandt sted i marts 1540.

Kampskrifterne fra Wittenberg bliver mere skarpe

Bortset fra kortere rejser, særlig til kurfyrstens hof i Torgau og i 1539 til Leipzig, hvor hertug Henrik indførte reformationen, opholdt Luther sig det meste af tiden i Wittenberg, hvor han blev opsøgt og rådspurgt af mange. Samtidig blev hans fysiske plager mere og mere påtrængende: maveproblemer, nyresten, hals- og ørebetændelser, hjerteproblemer, ledegigt, sår på benene. Han plagedes også af depressioner, og under et pestudbrud i området har han stærke endetidsforventninger. Til trods for sine lidelser fortsatte Luther med at prædike, forfatte traktater og skrifter, og vandt sig selv en plads som en af Tysklands mest populære og produktive forfattere. Forfatterskabet vidner om store humørsvingninger, hans polemik mod Henrik VIII af England og senere mod Heinrich von Braunschweig er blandt det skarpeste, han har skrevet. Luthers udfald var ikke afgrænset til personer, som åbenlyst stod reformationen fjernt; han kunne ytre sig meget intolerant både om «sakramentarianere» (et navn han gav tilhængerne af Zwingli) og «sværmere» (gendøbere som reformatoren Thomas Müntzer).

Luther og jøderne

Luthers antijødiske indstilling er noget, som fremstår i fuld styrke i den senere fase af hans liv. Den må ikke opfattes som «antisemitisme» (som er racemæssigt funderet), den korrekte betegnelse vil være «anti-judaisme» (som er religiøst motiveret). Den tidlige Luther lagde ikke sådanne holdninger for dagen. I 1523 lagde han i skriftet Daß Jesus ein Geborner Jude Sei vægt på, at Jesus tilhørte det jødiske folk, afviste vold mod jøderne og skrev, at den sociale isolation, de var påtvunget, var en hindring for at de skulle «forbedre» sig, dvs. tage den kristne tro. Han håbede, at den kirkelige reform ville bevæge dem til omvendelse. Det skete imidlertid ikke. Samtidig følte han sig misbrugt af jøder, som han personligt havde hjulpet til opholdstilladelse i landet. Nogle af disse udtalte sig negativt og hånende om kristendommen og drev mission for den jødiske tro. For at forstå Luther her uden at undskylde ham, kunne man i dag sammenligne med problemerne omkring yderliggående islamiske grupper. Mod disse missionerende jøder, som misbrugte den lutherske gæstfrihed, skrev han tre voldsomme kampskrifter: Brief wider die Sabbather an einen guten Freund (1538), Von den jüden und iren lügen (1543) og Vom Schem Hamphoras und vom Geschlechte Christi (1544). Senere blev nogle af disse Luther-citater desværre misbrugt i den nationalsocialistiske propaganda. Men man undlod at nævne, at Luther i sin sidste prædiken sagde, at det var jødernes omvendelse og ikke udryddelse, han opfordrede til.

Et sidste angreb på pavedømmet

I februar 1537, da han havde så store nyrestenssmerter, at han troede, han skulle dø, skrev han nærmest som et sidste ønske til de protestantiske fyrster, at de måtte være standhaftige i deres kritik mod paven. Blandt bønner og dødslængsel skrev han på vers «Levende var jeg din pest, når jeg dør, bliver jeg din død, pave». («Pestis eram vivus, moriens ero mors tua, papa»). Han håbede blot at leve indtil pinse, så han kunne nå at færdiggøre et nyt skrift mod paven. Men han skulle leve næsten ti år til, og i 1545 blev han færdig med sit kraftigste antipavelige skrift: «Wider das Papsttum vom Teufel gestiftet» («Mod pavedømmet indstiftet af djævelen»). Sproget er af det mest voldsomme, Luther har præsteret. Han fik Lucas Cranach til at dekorere skriftet med politiske tegninger mod Rom og paven.

Luthers død (1546)

Det sidste, Luther udrettede før sin død, var et forsoningsværk. Det gjaldt en strid mellem de to grever i Mansfeld, Albrecht og Gebhard. I den hensigt rejste han afsted (23. januar 1546). Under rejsen blev han syg og var svag, da han blev indlagt på herberget i Eisenach. Til trods for sin svækkelse holdt han fire prædikener. Den 17. februar blev han i sengen. Den 18. februar 1546 døde han i sin fødeby. Båren blev bragt tilbage til Wittenberg den 20. februar, og begravelsen fandt sted i Slotskirken. Johannes Bugenhagen holdt gravtalen. På kobberpladen over hans grav står der, at han blev 63 år, to måneder og ti dage gammel. Denne oplysning er imidlertid fejlagtig og skyldes måske en sammenblanding med datoerne fra Melanchthon, som ligger begravet ved siden af. I virkeligheden blev Martin Luther 62 år, 3 måneder og 8 dage gammel.