Reformatoren og videnskabsmanden
Melanchton hæver sig over sine samtidige, ikke kun som humanist og i kraft af sin usædvanlige begavelse indenfor græsk, latin og hebraisk. Også som reformator, politiker og pædagog ydede han en fremragende indsats. Et kig på hans livsforløb viser dette.
Melanchtons barndom
Phillipp Schwarzerdt (græsk: Melanchton) så dagens lys 16. februar 1497. Han var det første af fem børn (1499 Anna, 1501 Georg, 1506 Margarete og 1508 Barbara) og kom til verden i sine bedsteforældres hus i amtsbyen Bretten (Kurpfalz).
Fornavnet fik Melanchton til ære for landsherren Philipp.
Melanchtons far, Georg Schwarzerdt, var født i Heidelberg. Han gjorde bl.a. karriere som kanonstøber og opnåede stillingen som kurfyrstens rustningsmester. Melanchtons mor stammede fra den velhavende købmandsfamilie Reuter. Melanchtons bedstefar sørgede for at Philipp fik en særdeles grundig uddannelse, frem for alt i latin. Melanchtons barndom sluttede i realiteten, da han kun var 11 år og både hans far og bedstefar døde.
Studietiden
Melanchton blev forberedt til latinskolen i Pforzheim af sin huslærer Johannes Unger. Han var langt den bedste i klassen og fik gennem sin rektor Georg Simler mulighed for også at lære græsk. 15. marts 1509 forlenede Reuchlin ham med det humanistisk klingende navn Melanchton, idet han sagde om ham:
”Schwarzerdt [=”sort jord”] hedder du, græker er du, græsk skal også dit navn være. Derfor vil jeg kalde dig Melanchton, hvilket rækker lige så vidt som hele den sorte jord”.
Reuchlins gode forbindelser til de lærde på Heidelbergs universitet bidrog til at Melanchton i en alder af kun 12½ kunne besøge universitetet. I sin studietid boede Philipp hos teologen Pallas Spangel. Han afsluttede sit studium på det tidligst mulige tidspunkt 10. juni 1511 med erhvervelse af graden Baccalaureus Artium.
I 1512 søgte han at blive forfremmet til magister. Dette nægtede professorerne ham imidlertid tilladelse til med den begrundelse at de ikke mente denne klejne 15-årige unge mand besad den for en akademisk lærer nødvendige autoritet. Men som 17-årig (januar 1514) kunne han – efter at have fortsat sit studium i Tübingen – aflægge sin magistereksamen ved det filosofiske fakultet. Der fulgte nu en intensiv læretid ved universitetet, der førte til de første betydelige, humanistisk prægede skrifter.
Professor ved Wittenbergs universitet
I 1502 havde kurfyrst Frederik den Vise grundlagt universitetet i Wittenberg. Da kurfyrsten nu søgte en professor til den nyligt oprettede lærestol i græsk litteratur, anbefalede Reuchlin den nu 21-årige Melanchton.
28. august 1518 holdt Melanchton sin begejstrede tiltrædelsestale ”Om omdannelsen af ungdommens undervisning”. Samtidig studerede han teologi under Luthers forsæde. Allerede 19. september 1519 erhvervede han sin første teologiske grad (Baccalaureus Biblicus).
Wittenberg
Hans forelæsninger blev modtaget med begejstring af studenterne, og selv Luther, der besøgte Melanchtons græske forelæsninger, sagde:
”Jeg takker min gode Philipp, at han har lært os græsk. Jeg er ældre end han. Men det forhindrer mig ikke i at lære af ham. Jeg siger det ligeud: han forstår mere end jeg, hvilket jeg dog overhovedet ikke skammer mig over. Jeg holder denne unge mand i høj agtelse og vil ikke, at der skal tilstøde ham noget.”
Hermed var Luthers venskab med den 14 år yngre Melanchton beseglet og blev opretholdt lige indtil Luthers død.
Fra1519 og resten af livet beskæftigede han sig med evangeliet og med reformationsteologien. Allerede ved disputatsen i Leipzig kunne han hviske mangt et godt råd til Luther. Dr. Eck skal engang i vrede have råbt til ham:
”Så ti dog, Philipp – hold dig til dine studier og lad være med at forstyrre mig.”
Også Luther måtte gøre denne indrømmelse m.h.t. til ”grækeren”, der støttede sig mere og mere på den hellige skrift:
”Denne lille græker overgår mig i teologien”
Og da man gerne ville beholde den unge Melanchton i Wittenberg, rådede man ham til at gifte sig. Men han svarede kun med følgende ord:
”Man beder om at jeg skal gifte mig og antager, at dette vil betyde en forbedring af mine forhold. Hvis jeg vidste, at jeg derved ikke ville blive forstyrret i mit arbejde og mine studier, kunne jeg let gå ind for dette. Men foreløbig kan det ikke komme på tale.”
Festoptog i Wittenberg
Melanchthonhus (2. t.v.)
og Universitätsbygningen (midten)
af Johann Joachim Ahlfeld 1756
Men denne overbevisning holdt ikke længe, for allerede 25. november 1520 giftede han sig med Katharina Krapp, datter af Wittenbergs borgmester Hieronymus Krapp.
Da Luther blev bragt til Wartburg af sikkerhedsmæssige grunde, overtog Melanchton Luthers forelæsninger på universitetet om de bibelske skrifter.
Under den uddannelsesreform, som den nye kurfyrste Johann den Bestandige gennemførte i 1525, blev Melanchton fritaget for sit professorat og kunne herefter forelæse over et hvilket som helst emne. Med støtte i sine forelæsninger over Aristoteles’ og Ciceros etiske og politiske skrifter, der offentliggjordes 1529-1532, udgav han fra 1538 sin egen etiske lære, fra 1550 i forbedrede udgaver. I 1540 offentliggjorde Melanchton første del af sin Lære om Mennesket (De anima, endelig udgave 1553) og en smule senere i 1549 sit værk om fysik, idet han også ytrede sig om det allerede offentliggjorte kopernikanske verdensbillede. Herudover kommenterede han også nytestamentlige skrifter. Således publicerede han i 1527 sin kommentar til Kolossenserbrevet samt – fra 1529 til 1556 – kommentaren til Romerbrevet (kort indføring, 1529, første fuldstændige kommentar, 1532, nybearbejdelse, 1540 og 1556).
Han var også engageret i universitetsforvaltning. I 1523/24 og 1538 beklædte han rektorembedet. 1536 og 1546-1548 var han dekan for det filosofiske fakultet.
Humanismen i udbrud
Den ændrede verdensanskuelse blev særlig tydelig i og med det kopernikanske verdensbillede (det heliocentriske verdensbillede), der rev tæppet bort under den gamle verdensopfattelse. Tekniske opfindelser, såsom kompasset og bogtrykkerkunsten, revolutionerede hele navigations- og kommunikationssystemet. Geografiske opdagelser, såsom opdagelsen af Amerika 1492 (fem år før Melanchtons fødsel) forandrede et helt verdensbillede i bogstaveligste forstand.
En sådan koncentration af forandringer afføder naturligvis uro. Uro, som forekom farlige for mange, og som derfor af de forskelligste motiveringer burde bekæmpes. Man behøver blot at tænke på de såkaldte kætterprocesser.
Sammen med disse forandringer fremstod også en ny åndsstrømning, der både var årsag til og resultat af disse forandringer – humanismen (humanisme: latin humanitas – menneskelighed). Det formelle fællesskab – studiet af den klassiske antikke litteratur samt tilegnelsen af det græske og latinske sprog – kunne genfindes i alle bevægelsens forskellige dele.
Denne bevægelse, der med sin fornyende kraft også stødte an mod det hårde skolastiske dannelsesideal og dermed antændte kirkens modstand, kom til at frembringe talrige betydelige personligheder
Erasmus af Rotterdam
Erasmus af Rotterdam er sandsynligvis det klangfuldeste og kendteste navn. Hvor tæt humanismen og reformationen stod hinanden fremgår af, at den store og over hele Europa berømte Erasmus bakkede op om den lille augustinermunk Luther, da denne tog fat på sit store reformværk. Og hvor modsætningsfuldt humanismen og reformationen kunne stå overfor hinanden, fremgår af et problem, som begge disse mænd stredes om: Spørgsmålet om hvorvidt et menneske selv kan medvirke til sin egen frelse. Begge kæmpede de heftigt om dette. Af netop denne grund var der mange humanister, der vendte reformationen ryggen.
Johannes Reuchlin, født 1455 og død 1522, har som ingen anden bidraget til at udbrede og videreføre de humanistiske ideer på vore breddegrader.
Johannes Reuchlin
Også på det personlige plan spidsede modsætningen mellem det frie dannelsesideal og den hårde skolastiske lære til. Den såkaldte Reuchlin-fejde, der udkæmpedes på det litterære plan i årene 1515-1517, viser en udpræget satirisk side af denne kamp mellem gammelt og nyt gennem de såkaldte ”mørkemandsbreve” (epistolae vicorum abscurorum). Også Reuchlin, i hvis skole Melanchton gik, satte voldsomt ind for studiet af den klassiske oldtid. Men for ham indebar dette ikke kun tilegnelsen af antikkens græsk og latin, men frem for alt også studiet af hebraisk, det gamle testamentes sprog.
Tysklands lærer
”Men hvad skaffer hele menneskeslægten større nytte end videnskaben? Ingen kunst, intet håndværk, ja ikke engang frugterne af samme, der frembringes af jorden, eller solen, der sørger for skabningens opretholdelse, er vigtigere end videnskaben”.
Grundlæggelse af skolen i Nürnberg 1526
Vægmaleri af August Groh (1871-1944)
i Melanchthonhus Bretten, 1920/21
”Hvilket håb frembyder ikke denne unge mand, ja denne dreng! Hvilken opfindelsens skarpsind, hvilken sprogets renhed, hvilken moden belæsthed!”
Allerede tidligt tog han det humanistiske ideal om sprogbeherskelse til sig. Med hensyn til de klassiske sprog fik frem for alt hans lærebog over græsk grammatik (1518) betydning. Den blev brugt i mange skoler helt frem til det 18. århundrede.
”Hvis vi nemlig ikke grundigt lærer visse retningslinjer for det sproglige udtryk, er vi hverken i stand til at fremlægge vore egne tanker eller til at forstå tidligere tiders skrifter”.
Frem for nogen var det gennem ham, at Wittenbergs Universitet nåede en verdensberømmelse, der holdt ved frem til midten af det 17. århundrede. Ved hans forelæsninger og seminarer var der somme tider over 2000 studenter – langt flere end hos Luther. Talrige skolegrundlæggelser, lærebøger, nye pædagogiske koncepter (tænk f.eks. på hans tiltrædelsestale ved Wittenbergs Universitet i 1518) og et stort antal taler om pædagogiske emner indbragte ham tidligt et stort ry. Allerede i levende live blev han tillagt æresnavnet ”Praeceptor Germaniae” (Tysklands lærer). Hans pædagogiske skrifter og aktiviteter havde imidlertid betydning udover Tysklands grænser. F.eks. kan virkningen mange gange eftervises i Skandinavien og Østeuropa. Melanchton som Praeceptor Europae?
Med sine pædagogiske evner systematiserede han de reformatoriske tanker i ”Loci Communes”, og han er fader til nye former for evangelisk dannelse i skoler og på universiteter. Frem for nogen øvede Melanchton afgørende indflydelse på og gennemførte kirkevisitatsen, hvorved han kastede lys over folkets og gejstlighedens beskæmmende uvidenhed. Skole, universitet og kirke måtte nødvendigvis have en mere holdbar organisation og klare indholdsmæssige rammer, og Melanchton forstod, at dette var blevet en af reformationsbevægelsens vigtigste opgaver. Hans skrift ”Undervisning af visitatorer” fra året 1528 er vidnesbyrd herom.
Ofte var Melanchton hovedforhandler på rigsdage og ved disputatser og overtog ledelsen efter Luthers død. I disse år, da reformationsbevægelsen blev mere og mere opsplittet og der dannede sig forskelligt tænkende teologiske lejre, blev Melanchton ofte modarbejdet – men hans stilling som reformationens førerskikkelse blev dog aldrig for alvor draget i tvivl.
Til stadighed forblev han dog pædagog, lærer og professor; heri så han sin hovedopgave: At lære mennesket det rette og sande førte ham ind på vejen mod Gud og mod sig selv.
”At forsømme ungdommen i skolen er det samme som at fjerne foråret fra året. Og de der fjerner foråret fra året lader også skolerne forfalde, thi uden dem kan religionen ikke opretholdes. Følgen bliver en forfærdelig formørkelse af hele det borgerlige samfund, dersom man forsømmer studiet af videnskaberne.”
Melanchton, der altid befandt sig i dobbeltfeltet mellem på den ene side hans humanistiske uddannelse og på den anden side reformationen, forlod aldrig dette spændingsfelt. For ham lå der heri en fare for at blive misforstået og en chance for ikke at miste væsentlige spørgsmål af syne.
”Jeg er helt og fuldt af den opfattelse, at den der påtager sig gejstlige eller verdslige gøremål, kun vil udrette såre lidt, hvis han ikke forinden i rigt mål har trænet sin ånd i de humane videnskaber.”
Melanchton og Skandinavien
Hvad vi i dag omtaler som Skandinavien og opdeler i forskellige enkeltstater bestod i det 16. århundrede af to monarkier: Sverige-Finland på den ene side og Danmark-Norge-Island på den anden. Efter 1536 indrettede kong Christian III af Danmark kirken i sit herskerområde i tæt samarbejde med reformatorerne i Wittenberg. Herunder stod han også i brevveksling med Melanchton, efter hvis ideer latinskolerne, Københavns universitet og kirkelæren blev nyorganiseret. Melanchtons lærebøger blev ophøjet til det grundlæggende universitetsmateriale. Kirkens læregrundlang blev næsten udelukkende baseret på Melanchtons skrifter: Næst efter Biblen og Luthers postiller på tre teologiske Melanchton-værker. Frem for alt støttede uddannelsen af præsterne, hvad enten det var i Danmark eller Norge, sig så godt som udelukkende på ”Loci Communes”, der i præcise, letforståelige ord og i en velformuleret, overskuelig opbygning formulerede den reformatoriske lære. Forelæsninger over ”Loci” var fast foreskrevne ved det teologiske fakultet på Københavns Universitet. Melanchton omtaltes som den normgivende skoleteolog indenfor den skandinaviske lutherdom, ja ofte også som ”Praeceptor Scandinaviae”.
Denne ærestitel tilkommer ikke kun Melanchton, fordi hans metodiske forslag og hans lærebøger blev bestemmende i skole og på universitet, men også p.g.a. det høje antal skandinaviske studerende der kom til Wittenberg for at lære hos og af ham. F.eks. studerede 680 danskere ved universitetet i Wittenberg i det 16. århundrede.
Melanchtons verdenskrønike fik en særlig betydning for europæisk historieskrivning. I sin ”Chronicon”, der udkom første gang i 1532, inddeler Melanchton verdenshistorien i fire tidsaldre og trækker linjen fra Adam til kejser Karl den Store, og i en fortsættelse helt frem til den umiddelbare samtid. I Danmark, Finland og Norge kom den i talrige udgaver, oversættelser og bearbejdninger. Skandinavisk historieskrivning har lært meget af Melanchtons ”Chronicon”, har overtaget historieopfattelsen, anvendt den samme fortællestruktur og ofte ganske enkelt plagieret først og fremmest forhistorien.
Island var dengang en del af det danske kongerige. Da Islands første evangeliske biskop 1542 skulle ordineres i København, medbragte han i sin rejsebaggage 17 bøger, herunder to værker af Melanchton, ”Confessio Augustana” og ”Loci Communes”. For den nye biskop var altså begge disse skrifter af Melanchton øjensynligt så betydningsfulde for det daglige arbejde, at han tog den med sig på rejsen. Da han vendte tilbage til Island, til Skalholt, havde han for øvrigt yderligere to netop indkøbte Melanchton-værker med sig, som det fremgår af en bogliste. I Island, hvor Reformationen endegyldigt blev indført 1550, herskede mangel på ikke-latinske bøger på folkesproget. Derfor blev der i København i 1558 trykt en islandsk trosoversigt for præster i 216 eksemplarer, der for størstedelens vedkommende hviler på den tidligere omtalte ”Loci Communes”. Oversætteren, Gisli Jónsson, priser i fortalen til værket ”den højlærde doktor og læremester i Gud Philippus Melanton”. Den første bog, der blev trykt til skolebrug i Island, var en latinsk grammatik, der hovedsagelig bygger på Melanchtons ”Grammatica Latina”: Melanchtons grammatik var en vigtig bestanddel af latinundervisningen i Island til op i det 18. århundrede. Og ikke kun grammatikken – iflg. skoleordningerne var Melanchtons lærebog i logik pligtlæsning i 2. klasse.
Ikke kun som Luthers ven og fortrolige spillede Melanchton en vigtig rolle under Reformationen. Ofte var han forhandlingsleder på den protestantiske side på rigsdage og ved religionssamtaler.
Hele vejen igennem trak han på sin ”Loci Communes” til systematisering af de reformatoriske ideer.
Melanchton ydede den afgørende tilskyndelse til Luthers bibeloversættelse.
Melanchtons virke med og under Luther
Melanchton levede sig hurtigt ind i Wittenberg – afgørende herfor var givet hans møde med Martin Luther. Melanchtons og Luthers tilknytning til hinanden var bestandig præget af stor intensitet. Allerede tidligt udviklede deres arbejdsfællesskab på universitetet sig til et inderligt venskab. Hvor inderlig tilknytningen var, kan måske tydeliggøres i dette udsagn fra Melanchton om hans ven Luther:
”Jeg ville hellere dø end at være adskilt fra denne mand.”
Luther havde hurtigt overbevist Melanchton om Reformationens sag. Universitetskolleger, stridsmænd for deres fælles sag og venner blev de. Deres forhold er blevet beskrevet som venskabelig kollegialitet (Heinz Scheible).
”Jeg har givet den fælles lære tilbage til de evangeliske samfund, og jeg bekender at jeg derved har fulgt Luther, som jeg har haft mange venskabelige samtaler med”.
Tidligt fik Luther et stærkt indtryk af den unge professors kvaliteter. Melanchton fortsatte sine studier i teologi, som han havde påbegyndt i studietiden i Wittenberg, og erhvervede en akademisk grad i dette fag. Han holdt talrige forelæsninger i de bibelske fag, og man lagde ofte beslag på ham som teologisk ekspert.
Af Luther blev han indført i reformationsteologien. Til gengæld lærte Melanchton Luther det græske sprog. Ham var det, der motiverede Luther til at oversætte biblen til et for almindelige mennesker forståeligt tysk. Luther begynder hermed i 1521/22 på Wartburg. Denne oversættelse bliver der i et møjsommeligt arbejde filet på, da han vender tilbage til Wittenberg i foråret 1522. Resultatet kan stadig ses i den i dag mest læste tyske bibeloversættelse.
Hans andel i den teologiske fiksering af den reformatoriske bevægelse lader sig heller ikke på nogen måde begrænse til ”Loci Communes” fra 1521, den første reformatoriske dogmatik og udarbejdelsen af den Augsburgske Trosbekendelse (1530).
Luther sagde om sin ven og kollega:
”Denne lille græker overgår mig sågar indenfor teologien”.
Melanchton er til stede allerede ved det første sammenstød, Luther havde med den katolske kirke ved den såkaldte Leipzig disputation i året 1519. Under Luthers kontrovers med Johannes Eck – en skarpsindig pavelig teolog – skrev Melanchton små sedler til ham med bibelsteder, der gendrev den pavelige forrang, hvilket var samtalens stridspunkt. Bl.a. herigennem bliver Eck så trængt, at samtalen ender med remis.
Luther om Melanchton:
”I hele mit lærerembede agter jeg intet råd så højt som Philipps. Udsagn fra denne ene mand og hans autoritet står højere for mig end alle smudsige Eck’er”.
Luther, profeten blandt reformatorerne, arbejder utrætteligt med den nye teologi – blot savner han i den sammenhæng ofte systematikken. Denne opgave overtager Melanchton: 1521 skriver han den første gyldige sammenfatning af reformationslæren, ”Loci Communes”. Luther er så begejstret over denne bog, at han sågar ville optage den i biblen.
Ved Rigsdagen i Augsburg i året 1530 talte Melanchton Reformationens sag. Luther var blevet lyst i band og kunne derfor ikke forlade Kursachsen. De vanskelige forhandlinger med den katolske side klarede Melanchton mesterligt. Ganske givet har han her flere gange været forberedt på kompromis, hvilket indbragte ham en del kritik fra sine samtidige. Men Luther var tilfreds med forhandlingsresultatet og havde intet at udsætte på Melanchtons fremgangsmåde.
På grundlang af forskellige forberedende arbejder samt forhandlingerne i Augsburg forfattede Melanchton Reformationens første store bekendelsesskrift (confessio). Skriftet fik sit navn efter det sted, hvor det blev overdraget til kejseren – Augsburg: Confessio Augustana. Stadigvæk den dag i dag bliver præster m.fl. ordineret på grundlang af denne bekendelse.
Efter Luthers død bliver Melanchton talsmand for Reformationen. Allerede tidligt er han klar over, hvad dette indebærer for ham:
”Efter at Luther er kaldt bort fra dette dødelige liv har jeg ud over smerte mere sorg og mere arbejde”.
Om end han kunne være omstridt, forblev han dog resten af livet (og ikke kun efter Luthers død) den fremragende eksponent for den tyske reformation.
Rigsdage og reformationssamtaler
Som politisk mål havde reformatoren Philipp Melanchton at forhindre den truende spaltning mellem kirke og rige. På intet tidspunkt søgte han et brud med den romerske kirke.
Under hele reformationen var forholdet spændt mellem kejseren, der var af den gamle tro, og de protestantiske fyrster. Politikere og sagkyndige stredes på rigsdage og ved religionssamtaler om den rigtige tro. Som de protestantiske kurfyrsters faste rådgiver havde Melanchton nået en sådan anseelse over hele Europa, at også kongerne i England og Frankrig søgte at vinde ham for sig.
Som førende teolog forfattede Melanchton sin berømte ”Confessio Augustana” til Rigsdagen i Augsburg i 1530. I dette bekendelsesskrift, hvormed de protestantiske fyrster og byer overfor kejseren forsvarede sig mod vranglærens forskellige elementer, formulerede han grundsætningerne for den evangeliske tro, uden at provokere den romerske modpart yderligere. På samtlige rigsdage frem til den augsburgske religionsfred i 1555 gik Melanchton ind for et forlig mellem kurfyrsterne og kejseren.
Melanchton, der efter Luthers død var den betydeligste reformator i Tyskland, søgte i religionssamtaler altid efter kompromis’er. Derfor opfattes Melanchton i dag som den økumeniske bevægelses fader.
Reformator og pædagog
Melanchton deltog ved talrige visitatser. Et resultat af disse rejser er sorgen over tidens kummerlige pædagogik. Som pædagog tog Melanchton ikke kun vare på sin egen pædagogiske funktion som universitetsprofessor, men skrev også talrige lærebøger og udviklede koncepter ved nygrundlæggelsen af skoler og universiteter. Den højere latinskole går tilbage til ham og er en forløber for vore dages gymnasium. Derved er reformforslagene for uddannelsesvæsenet påvirket af det friere humanistiske dannelsesideal og af Luthers og Melanchtons reformatoriske ideer.
Melanchton kan altså ikke borttænkes fra Reformationens samlede billede. Dette gælder også hans talrige funktioner på rigsdage og ved religionssamtaler i 20’rne, 30’rne og 40’rne, hvor han ofte var virksom som den reformatoriske bevægelses forhandlingsleder.
Allerede tidligt havde Luther agtet ham så højt, at han ville overdrage ham ledelsen af Reformationen, dersom han ikke vendte levende tilbage fra Rigsdagen i Worms, der jo endte med en bandlysning.
Efter Luthers død i året 1546 overtog Melanchton denne funktion. Frem til sin død i året 1560 var han Reformationens ubestridte leder.
Den ”lille grækers” sidste år
Midt i august 1557 rejste Melanchton på kurfyrst Augusts befaling til religionssamtale i Worms. Den 27. oktober 1557 erfarede Melanchton, at hans kone var død (13. oktober 1557). Dog måtte han forblive i Worms til midt i december 1557.
Melanchton var nu en gammel, sygelig og fra flere sider anfægtet mand. Hans helbred forværredes i stigende grad efter konens død. i 1560 blev han forkølet og pådrog sig en ondartet malaria.
Den 11. april holdt han i Augustinerklostrets store foredragssal sin sidste offentlige tale.
19. april 1560 døde den nu 63-årige, der aldrig havde været bange for døden.
Philipp Melanchthon på dødslejret
dagen efter hans død
tegnet af Lucas Cranch d. J. 1560
På hans gravmæle i slotskirken i Wittenberg står flg. skrevet på latin:
”Her hviler den højst ærværdige Philipp Melanchton Leib, der i året 1560 den 19. april er død i denne by efter at have levet 63 år, 2 måneder, 2 dage”.
