Harboøre ligger på et fladt landområde ikke mange centimeter over havets overflade. Man undrer sig over, at mennesker har kunnet få den tanke, at det var et sted, der var værd at slå sig ned på - overladt til blæstens rasen og så tæt på det faretruende hav. Men det kan netop være grunden: menneskets stærke ønske om at modstå, om at tage kampen op mod det ”overmenneskelige”, mod naturens voldsomme kræfter, og at aftvinge det livet. Men det er mere end det.

Mennesker har gennem alle tider på en og samme tid følt sig både draget og skræmt af havet, af det vidtstrakte, det for blikket uendelige, som på uforklarlig vis klinger med noget i menneskets bevidsthed, noget, der vækker netop både længsel og rædsel: længsel efter det usete, det usynlige, den ukendte verden, som havet, der skyller ud over horisontens rand, bærer mindelser om; rædsel for tomrummet, det ubegribeligt grænseløse, og for afgrunden, det skjulte mørke - for døden, den tilintetbliven, som havet, der hæver sig op over strandbredden, minder mennesker om - og af og til bærer bud om, i skikkelse af en druknet.

Harboøre! Det vindblæste sogn derude ved havet. Det navn kendte alle for godt 100 år siden. I 1893 - og igen i 1897 - var navnene Harboøre og Moe samtale- og diskussionsemner i det ganske danske rige i forbindelse med to tragiske drukneulykker: I 1893 omkom 26 fiskere i forbindelse med deres forsøg på at bjerge føden, i 1897 omkom 12 redningsmænd i deres bestræbelser på at komme nogle nødstedte fiskere til undsætning.