Ud over de befolknings- og erhvervsmæssige forandringer, der især sætter ind efter århundredskiftet, er det, der falder mest i øjnene først og frem-mest de kirkelige forhold. Hvad disse angår, er perioden fra ca. 1875 og århundredet ud kendetegnet af to kirkelige bevægelser: grundtvigianismen og Indre Mission.
For at understrege det modsætningsforhold, der udvikledes mellem de to retninger i perioden, er det værd at pege på den store forskel, der er i bevægelsernes opfattelse af kristendommen. Hos grundtvigianerne er der næsten tale om et vekselvirkningsforhold mellem kristendom på den ene side og åndsfrihed og folkelighed på den anden. Det gav anledning til en splittelse inden for grundtvigianismen, da frihedstænkningen dannede grobund for en overbetoning af kulturens værdi på bekostning af troens (det egentlige kirkeliges). Indre Mission opfatter den rette tro som det enste saliggørende, og denne tro må vise sig i handlingen, hvilket indebærer, at der sættes ”skel” (et nogle ord i den missionske etik). I det hele taget, kunne Indre Mission for udenforstående give det indtryk, at der ligeså meget var tale om en holdning (i forhold til denne verden) som en tro (på en anden); dens pietisme og isolation har næsten siden dens stiftelse i 1861 været en anstødssten for anderledes tænkende og en faldgrube for dens tilhængere. Det blev klart i løbet af 1890’erne.
Det var grundtvigianismen, der slog igennem først. I anden halvdel af det 19. århundred nærmest revolutionerede højskole- og andelsbevægelsen hele den danske landbostand. Grundtvigske skoler og kooperativt drevne mejerier skød op over alt i landet. Men den grundtvigske tanke om mere oplysning og større frihed viste sig også ved, at der blev bygget forsamlingshuse og valgmenig-hedskirker.
Indre Mission fulgte snart efter, men den egentlige storhed fik den først i 1880’erne med Harboøre som et af hovedcentrene. Vækkelsesbevægelsen lod også opføre høj- og friskoler og også andels-mejerier og - som et slags svar på de grundtvigske forsamlingshuse - missionshuse. Men Indre Mision ”revolutionerede” befolkningen på en anden måde end grundtvigianismen.
Med den’s alvor og livsforsagelse, dens totale afvis-ning af dans, drikkeri og kortspil - og i en vis ud-strækning oplysning - fik den en meget afgørende kirkelig såvel som social betydning: Den vækkelse, der greb om sig, var i sig selv en revolution for den, der blev grebet, men på grund af den mere asketiske livsholdning bedres de økonomiske forhold og dermed levevilkårene for mange, der tidligere havde levet i fattigdom.
Den kirkens mand, som fremfor nogen, sættes i forbindelse med Harboøre, er Carl Moe - ikkemindst fordi han blev et redskab for den størrste vækkelse i slutningen af 1800 tallet, Harboøre-vækkelsen. Han kom som ung præst til sognet i 1877 og var på det tidspunkt, hvad man vel nærmest kalder ”søgende”. Men arbejdet i det barske sogn og dets af forskellige grunde ”nødlidende” beboere udviklede Moe åndeligt, og det kom til et afgørende vendepunkt i 1881. Først gjorde han op med sit eget åndelige ståsted og tilsluttede sig med brændende nidkærhed Indre Mission, til dels som følge af en samtale med missionens leder, Vilhelm Beck. Dernæst gjorde han op med den ”brændevinsdjævel”, som han mente huserede på Harboøre; det skete i en prædiken, som var den direkte årsag til, at der udbrød vækkelsen. Han forlod grundet et for svagt helbrede Harboøre i 1885, men bevarede gennem mange år en varm og tæt kontakt til sin gamle menighed.
Det der altså fik den store afgørende indflydelse på udviklingen i området, var den kirkelige forening Indre Mission. Denne bevægelse blev snart kendt som en samling af ”Helvedsprædikanter”, der satte meget skarpe skel - eller måske ligefrem skabte afgrunde - mellem de ”hellige” og de andre. I deres forkyndelse undlod de ikke at tale hårdt og fordømmende om de ugudelige. Når de så samtidig stod meget stejlt på, at det eneste værdifulde i menneskelivet er troen på Jesus, og at kun den kan frelse mennesket fra helvede, var det ikke så mærkeligt, at der efterhånden blev opbygget en kraftig modstand mod Indre Mission. Og faktisk ventede modstanderne kun på en passende lejlighed til, at den foragt, mange af dem nærede over for missionen, kunne blive åbenbar for alle.
